Boligmarkedet i valgkampen
Boligmarkedet har allerede været lidt oppe i forbindelse med valgkampen. For det første har det vist sig at Dansk Ejendomsmæglerforenings cheføkonom stiller op for Ny Alliance og har gode chancer for at blive valgt ind. Derudover har boligmarkedet været oppe i forbindelse med skattepolitikken. Umiddelbart ser det dog ikke ud til at beskatningen af boliger bliver lavet om lige efter valget, idet både Socialdemokratiet og den nuværende regering går til valg på at bevare skattestoppet og Ny Alliances skattereform indeholder ikke ændring af boligbeskatningen. Det er kun de Radikale, SF og Enhedslisten, der ønsker en ændring af boligbeskatningen.
På trods af at forskellene imellem regeringens og oppositionens politik på mange områder ikke er så store, så er der klare forskelle i synet på boligpolitikken. Venstre og Konservertiv mener ikke at det offentlige skal blande sig i at folk har tjent penge på boligmarkedet, selvom de fleste økonomer mener at det ville være en fordel at hente en større del af statens indtægter fra beskatning af boliger. Socialdemokratiet mener til gengæld at det offentlige skal blande sig mere i boligmarkedet end det allerede gør. I dag er det for eksempel kommet frem at Socialdemokratiet ønsker at kopiere Ritt Bjerregårds model for billige boliger således, at de rigeste kommuner skal tvinges til at bygge billige boliger.